Vi må have de sødeste kunder i DK!

Uheldige? Nej det har vi passeret for længst!

I vores tilfælde tror jeg man kan tale om en regulær forbandelse – og dog. Måske er det i virkeligheden bare helt normale opstarts vanskeligheder.

Dårlig kvalitet, forsinkelser, utroværdige samarbejdspartnere og et land på den anden side af jorden – alt det har vi været ude for det sidste halve år.

Det betyder at vi IKKE får varer hjem i butikkerne til julehandlen. HVIS vi er rigtig heldige, får vi en lille del af vores kollektion hjem – vores bestseller Limited Edition – og så kan vi da gøre en lille smule glæde hos vores forhandlere. Som så igen kan gøre en lille smule glæde under træet d. 24 december.

Det rammer os, men det stopper os ikke! Vi VED at vi har et produkt som rigtig mange mennesker kan få glæde af og vi har ideer til mange flere produkter der kan forskønne dit hjem. Så det her gør os bare endnu mere stædige og det SKAL lykkes.

Derfor er vi simpelthen nød til at dedikere det her blogindlæg til alle de af vores forhandlere der har udvist stor forståelse og IKKE har aflyst deres ordrer – det betyder at vi er back in business in no time!

Tak.

Kina tur/retur

Så er rejsen til Shenzhen ved sin afslutning. Det har været en spændende og meget lærerig tur. Både på det kulturelle område, men også på det mere forretningsmæssige plan.

Når man gør forretning med kinsere er der nogle helt særlige spilleregler der gælder, og som dansker kan det nogle gange virke både fjollet, unødvendigt og meget tidskrævende. Men sådan foregår tingene herude og som man siger så klogt, skik følge eller land fly. Derfor har jeg været så utrolig glad for vores danske samarbejdspartnere herude, som har med kinesere at gøre på daglig basis. Jeg kan med garanti sige at hvis man som dansker ønsker at starte produktion op i østen, så er det bydende nødvendigt at finde nogle vesterlændinge der er bosat i Kina, som kan hjælpe en igennem alt, lige fra sourcing, Q&A og afskibning af dine produkter.

Vi havde aldrig klaret hele denne opstart uden.

Det bedste ved det hele er, at der kommer de fineste håndlavede æsker ud af det. Hver eneste æske vi får lavet herude er håndlavet, er det ikke ret vildt?

Hvor kommer inspiration fra?

Allevegne! Jo mere du bevæger dig i visse cirkler, jo mere vil din opmærksomhed fanges af ting og omgivelser der kan bruges der hvor du bevæger dig.

Det har vi virkelig oplevet i forbindelse med at designe vores mønstre. Op til en deadline og lige før vi skal aflevere en kollektion, vælter ideerne ind over os. Når vi er igang med et mønster, som vi har arbejdet på i et halvt år, kan der pludselig opstå en ny kombination eller farve, som vi ikke har tænkt på før. Det er magisk!

Men i stille perioder hvor der ikke skal performes, og kreativiteten skal fremmes, så er internettet det mest fantastiske sted at finde inspiration. Tegnefilm er faktisk også et sted, hvor vi finder små former og farvesammensætninger til mønstre. Teksturer i en vej, på en mur eller i jorden kan være startskuddet til et af de mønstre, som du om lidt har på din sofapude.

Vi har samlet en lille samling af billeder fra nettet, som sagtens kunne ende med at blive et af vores nye mønstre.

Hvor finder du mon inspiration til projekter?

Mønstre, farver, forme, Indien, Kina, manostiles inspiration
Smukke farver og former fra Indien og Kina

Hong Kong # 1

Nu er der præcis en weekend og en dag til vi rejser mod fjernere himmelstrøg. Vi skal nemlig herhen:

Ja det ser da meget lækkert ud ikke? Vi skal til Hong Kong og besøge de fabarikanter der i første omgang skal prodcuere vores opbevaringsæsker og vi glæder os helt vildt, fordi det jo betyder at vi snart kan trykke på “bestil” knappen og få vores æsker hjem til alle jer der venter!

Vi skal tre af dagene besøge fabrikker oppe i Kina, Guangshou, Shenzhen og Shantou. Det vi skal op og tjekke er selvfølgelig først og fremmest hvem af dem der lever op til vores krav kvalitet og udseende, men også om det er en velorganiseret fabrik med gode arbejdsforhold og som vi kan regne med leverer varen.

Men mon ikke der også bliver tid til shopping, sightseeing og solbadning? Vi har pool på hotellet og bor lige på Nathan Road som er den pulserende hovedgade midt i Hong Kong. Vi håber der bliver tid til lidt personlig forkælelse såsom manicure, massage og middage med drinks. Vi skal nok nyde solnedgangen fra “The Peak”, shoppe i det flotte stormagasin “Pacific Place” og drikke drinks på toppen af “The Peninsula”. Vi skal shoppe designergoods ( the real thing), spise billig og lækker Dim Sum og tage masser af billeder som skal bruges som inspiration til vores mange mønstre.

Vi holder jer opdateret mens vi er der og deler billeder og oplevelser her på bloggen. Følg med! Og kom gerne forslag til must see’s i Hong Kong.